Du er her:
I Billedgalleriet
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag
Vis informasjon om diktet
Vis metrisk notasjon
Vis innholdsfortegnelse
xml, pdf
I Billedgalleriet
  Versetype:strofisk femfotsjambisk sonettgruppe
  Rimskjema:r|R
  Metrisk formel:bi '10|'11
  
I
 
aDer boer en hæslig Svartalf i mit Bryst, 
BSom stundom gjæster mig i onde Timer, 
aI Eensomhed, som midt i Livets Lyst – 
BNaar vaagende jeg drømmer eller rimer. 
   
a5Og naar den hvisker, om end nok saa tyst, 
BDet er mig som en Dødningklokke kimer, – 
aSom havde mig en gravkold Læbe kyst, – 
BThi efter Svartalfskik den heel sublim er: 
   
c«Begriber Du ei selv», den hvisker fult, – 
D10«Hvor den er indholdsløs, den hele Færden; 
DAt Du har tabt din Tro paa Gud og Verden? 
   
cOg kan du ei forstaa, dit Bryst er hult, 
EDit Ideal en Lygtmand i det Fjerne, 
EDit Maal et Stjerneskud – og ei en Stjerne?» 
   
  
II
 
a15«Dit Indre er som Bakkehældets Bæk, 
BHvor Kiselstenen ligger tør paa Bunden 
BFordi den sidste Bølge alt er runden, 
aMens al din Sangerkraft med den er væk. 
   
BOg naar Du troer at nynne gjennem Lunden, 
a20Saa er det ei din Bølge mild og kjæk, 
a(Den havde Blomsten lyttet til med Skræk 
BOg dog med Længsel, af den Klang omvunden.) 
   
CNei, det er kun de tørre Vindfaldsgrene, 
dSom Efteraarets Blæst har hvirvlet ned 
C25I Elveleiet mellem golde Stene, – 
   
EOg naar den friske Strøm med Jubel risler, 
dOg Du vanvittigt troer at synge med, – 
EDa er det kun det brune Løv som hvisler!» 
   
  
III
 
A«Og bild for Alting ei Dig ind at Flommen 
b30I Høst og Vaar forandrer din Natur; 
bDu blier jo ligefuldt en stenet Ur, 
ANaar din normale Tid igjen er kommen! – 
   
AAk, skal Du vente paa Begeistringstrommen, 
bFor kjækt at storme mod dit Fængsels Muur, 
b35Da er det bedre, at du bliver stuur, 
AOg kun spagfærdigt knytter Haand i Lommen! – 
   
C Taus svømmer Svanen til den døer, – men klangfuld 
DBlier Stemmen, naar den skal sin Sjæl udaande; 
DAk ja! hvad mægter ikke Dødsens Vaande! 
   
C40 Men vil Du derfor kalde den en Sangfugl? 
EVid, Livsforliset satte den i Flamme, 
EOg husk, en Ruus formaar hos dig det Samme!» 
   
  
IV
 
AJeg stod en Morgenstund i Galleriet 
BOg drak Begeistring af den rige Kilde, 
A45Som Kunstens høie Fædre havde viet 
BTil uforkrænkligt Liv med Hænder milde. 
   
BHvor er ei Sjælen let og Sindet stille! 
ADet er som alle Storme havde tiet, 
ADet er som alle Bølger havde biet 
B50I deres Flugt, og blidt mod Stranden trille! 
   
CHvad er hiin Stilhed vel i Kirkens Haller, 
DHvor Menigheden triner ind, andægtig 
ESom det sig hør og bør i Herrens Tempel, 
   
CMod denne Stilhed, der som Duggen falder 
E55Paa Sindet her, hvor Aanden har sit Stempel 
DSat paa hver Tavle evigstærk og mægtig? 
   
  
V
 
AHvad er det, som beruser mig saa mægtigt 
BImellem disse Evighedens Værker? 
BEr det de store Navne, jeg bemærker, – 
A60Hvad heller Farvespillet mildt og prægtigt? 
   
ANei, hvad mig griber kjærnefuldt og vægtigt 
BEr Tanken, at min Sjæl endnu saa stærk er, 
BAt den har Haab og Tro trods alle Klærker, – 
AEn Sats, som tidtnok klang mig selv fordægtigt. 
   
c65 Ja her jeg føler, at i mig er Gud; 
DThi jeg formaar at gribes og beruses 
cVed Skjønhedstanken, der er foldet ud. 
   
EJeg skuer Gudsideen klar og plastisk; 
ESe! derfor svulmer og min Sjæl elastisk, 
D70Og Tvivlens Dæmon i mit Indre knuses! 
   
  
VI
 
A Corregios «Nat!» med dine Helgenstraaler, 
bHvor har Du drysset Dagglands i mit Sind! 
bJeg stirret har i Dunkelheden ind 
ASaa dybt, som noget jordisk Øie taaler. 
   
b75Mig griber Angsten paa Marias Kind 
AMens hun sin Fryd og Ve i Tanken maaler, – 
AJeg deler Mohrens Bøn, mens rige Skaaler 
bHan rækker Barnet af dets Lyshav blind. 
   
C Og Stjernen, som de fromme Hyrder skimted, – 
D80Der peged did, hvor Frelseren var stegen 
ESom Menneske fra Himlen ned til Jorden, – 
   
CSe, den har og for mig i «Natten» glimtet, 
DMin Frygt er kuet og min Tvivl er vegen, 
EDen skjønne Mythe er til Sandhed vorden! 
   
  
VII
 
A85Og Rafaels «Sixtinske Jesu-Moder» 
BMed Frelserbarnet mellem sine Hænder, 
BImedens Himmelen sin Hvælving spænder 
AOm Tusinder af milde Engleho’der! – 
   
B Og saa den trivelige Nederlænder, 
A90Som sidder veltilmode i sin Bod, der 
BTil Overflod er fuld af døde Ænder, 
AOg Gjæs og Høns og andre Verdens Goder! 
   
CDen Ene overskygger ei den Anden: 
CViolen kan jo dog med Tulipanen 
D95Forliges nok saa godt i en Bouket; 
   
DOg tør da ikke jeg i en Sonnet,  
ESom Anemonen med den gyldne Iris, 
EForbinde Rafael med Jan van Mieris? – 
   
  
VIII
 
AThi mindes skal Du, at i Kunstens Rige, 
b100Der er det ene Formen som har Rang; 
AHvis Du vil dømme Skaldens Tonestige, 
bSaa hør hvorledes, ikke hvad han sang. 
   
AHvad Kunstneren har tænkt vil Intet sige, – 
bLad da Ideen gaae sin egen Gang; 
A105Det hjalp kun lidt mod Himmelen at hige, 
bHvis ei paa stærke Vinger Du Dig svang; 
   
cJa Formen, Formen kun i Et og Alt 
DFormaar at adle Kunstneraandens Foster 
cOg stemple det som stort og genialt; 
   
D110Ja, Formen hylder jeg hvad end det koster! 
EBegribeligt! thi, tab det ei af Sigte: 
EVed Formen blive mine Vers til Digte! 
   
  
IX
 
AOg hvorfor skal da vi Poeter rave 
bMed øllet Hjerne om Ideens Baal, 
A115Og blindt afsted paa Versefødder trave 
bEn Hestelængde foran Tankens Maal? 
   
ASe, Kunsten er jo dog en Strudsemave, 
bDer døier Alting, Selv Granit og Staal, – 
bOg Du kan fodre den med Grød og Kaal, 
A120Som med den gyldne Frugt fra Edens Have. 
   
C Og hvortil da de overstemte Toner, 
COg denne Sværmen-om i Regioner, 
DHvor Vingen brister og hvor Stemmen svigter; 
   
eIstedetfor at slaae i Jorden Rod, 
e125Og skabe Billeder med Kjød og Blod 
DFra Hverdagslivet, som Stillebens-Digter? 
   
  
X
 
ADe stille Morgentimer er tilende, 
BOg jeg er vakt af mine Drømmes Dvale, – 
BThi broget bølge gjennem alle Sale 
A130Besøgende hvorhen jeg vil mig vende. 
   
AOg Recensioner mine Sandser blænde; 
BJeg føler mig som Vaarens første Svale 
BIdet den atter gjæster Hjemmets Dale 
AMen endnu ikke kan sin Rede kjende: 
   
C135Jeg skued Alting i Morganataage; 
CNu kritiseres her fra alle Kroge  
DSaa det tilsidst mig Sind og Syn forvilder. 
   
E Hvad maa dog ei et Digterhjerte døie! 
EAk, hvilken Marter for et lyrisk Øie, 
D140Naar det skal skjærpes ved Kritikens Briller! 
   
  
XI
 
AOg mellem Klyngerne Repræsentanter 
BFor alslags Kunstbegeistring er tilstede; 
B Her En, som fægter i æsthetisk Hede, 
AFordi han selv har Rang blandt Dilettanter, 
   
A145Og der en Anden, hvis Begeistring skranter, 
BFordi den fostredes af Livets Lede, 
BOg derfor trænger til lidt lunken Væde, 
ADugperlens Surrogat for Potteplanter. 
   
COg hist en Tredie med aabne Øren, – 
C150Det ene Ind- det andet Udgangsdøren 
dFor hele Skarens klingende Kritik; 
   
dHan lytter stille, med opmærksomt Blik, 
EEr ganske enig med dem Allesammen, 
EOg spør’ tilsidst hvad Prisen er – paa Rammen. 
   
  
XII
 
A155Men i den indre Sal, hvor Dagen falder 
BMed dæmpet Lysning gjennem Vindvets Bue, 
BHvor Spaniens høie Mesterværker skue 
AZigeunerdunkle gjennem Seclers Alder, – 
   
ADer klinger ei det kritiske Rabalder, 
B160Der brænder ene Kunstnerdrømmens Lue 
ASaa tyst som Kjærten, der til Andagt kalder 
BVed Korsets Tegn i Katholikens Stue. 
   
B Thi for Murillos høie Himmelfrue 
CDer sidder tankefuld en Kunstnerinde 
C165I stum Beskuen af sit Fortidsminde; 
   
B Og hendes Sjæl sig svinger som en Due, – 
DVi følge den paa Versets lette Vinger, 
DLad se, om Fredens Olieblad den bringer! 
   
I Billedgalleriet
  Versetype:strofisk 1: folkevisevers, 2: Heinestrofe, 3: folkevisevers, 4: femfotsjambe, 5: folkevisevers, 6: femfotsjambisk sonettgruppe
  Rimskjema:1: var (a b)², 2: (A b)², 3: (x a)², 4: var (a b)², 5: (x A)², 6: r|R|Rr
  Metrisk formel:1: bi+ ('7 '8)² | ('8 '7)², '2: bi+ ('7 '6)², '3: bi+ ('8 '6)², '4: bi '10|'11, '5: bi+ ('8 '7)², '6: bi '10|'11
  
XIII
 
a«Min Barndoms Eden blev lukket og stængt,∪-∪-∪∪-∪∪-
BOg jeg stod udenfor Gjærdet;∪-∪-∪∪-∪ & -∪∪-∪∪-∪
aMin Confirmationsdragt paa Væggen hængt, –∪-∪∪-∪∪-∪- & ∪∪-∪-∪∪-∪-
BAk, det var Ceruben med Sverdet!∪-∪∪-∪∪-∪ & ∪∪-∪-∪∪-∪
   
A5Og henover alle de smukke∪∪-∪-∪∪-∪ & ∪-∪∪-∪∪-∪
bBlomster gik Tidens Plov og Harv;-∪∪-∪-∪-
AMin sidste kjæreste Dukke∪-∪-∪∪-∪
bGik til mine Søskend’ i Arv.-∪-∪-∪∪-
   
aMin egen Verden mig havde forstødt,∪-∪-∪∪-∪∪-
B10Og foran mig laa en fremmed;∪-∪∪-∪-∪
aDens Væsen tyktes mig huult og dødt,∪-∪-∪∪-∪-
BJeg higed tilbage mod Hjemmet.∪-∪∪-∪∪-∪
   
A Jeg dukked mig ned som Svalen∪-∪∪-∪-∪
bI Drømmenes stille, dyssende Sø.∪-∪∪-∪-∪∪-
A15I vække mig ei af Dvalen, –∪-∪∪-∪-∪
bDeroppe maatte jeg dø!»bi- ∪-∪-∪-- & 6 ∪-∪-∪∪- & 6 -∪∪-∪∪-
   
  
XIV
 
A«Dengang jeg gik i Skolen,∪-∪-∪-∪
bVar Mod nok i mit Sind,∪-∪-∪-
ASaalænge til Aftensolen∪-∪∪-∪-∪
b20Var dalet bag Fjeldets Tind;∪-∪∪-∪-
   
A Men sænkte sig Nattens Skygge∪-∪∪-∪-∪
bHenover Aas og Myr,∪-∪-∪-
ASaa kom de Spøgelser stygge∪-∪-∪∪-∪
bFra Ammens Eventyr.∪-∪-∪-
   
A25Og hvis jeg lukked Øiet,∪-∪-∪-∪
bDa drømte jeg Saamangt,∪-∪-∪-
AOg alt mit Mod var fløiet –∪-∪-∪-∪
bGud vide maa hvorlangt!∪-∪-∪-
   
ANu er der en Forandring∪-∪-∪-∪
b30Med Alting i mit Sind;∪-∪-∪-
ANu gaar mit Mod paa Vandring∪-∪-∪-∪
bVed Morgensolens Skin.∪-∪-∪-
   
ANu er det Dagens Trolde,∪-∪-∪-∪
bNu er det Livets Larm,∪-∪-∪-
A35Som drysser alle de kolde∪-∪-∪∪-∪
bRædsler i min Barm.-∪-∪-
   
AMen sidder jeg bag Fligen∪-∪-∪-∪
bAf Nattens lune Slør,∪-∪-∪-
ADa vaagner al min Higen∪-∪-∪-∪
b40Saa ørnedjærv som før.∪-∪-∪-
   
A Jeg trodser Hav og Flammer,∪-∪-∪-∪
bJeg seiler som Falk i Sky,∪-∪∪-∪-
AOg glemmer Angst og Jammer –∪-∪-∪-∪
bTil næste Morgengry.»∪-∪-∪-
   
  
XV
 
x45«Det er mig for lummert i Dalens Dyb,∪-∪∪-∪∪-∪-
aI Stuen det er mig for trangt;∪-∪∪-∪∪-
xAk, havde jeg Vinger, jeg fløi afsted,∪-∪∪-∪∪-∪-
aJeg ved ikke selv hvorlangt!∪-∪∪-∪-
   
x Ak, havde jeg Vinger, jeg fløi afsted –∪-∪∪-∪∪-∪-
a50Der maa jo dog gives en Kyst∪-∪∪-∪∪-
xMed lægende Urter mod Længselens Gift∪-∪∪-∪∪-∪∪-
aI dette urolige Bryst.∪-∪∪-∪∪-
   
xSe, Søsvalen stævner jo vidt over Hav, ∪-∪∪-∪∪-∪∪-
aDen finder sig dog tilsidst∪-∪∪-∪-
x55En Revne, hvortil dens mødige Fod∪-∪∪-∪-∪∪-
aKan klamres en stakket Frist.∪-∪∪-∪-
   
xJeg ved ikke selv, om til Vest eller Øst∪-∪∪-∪∪-∪∪-
aJeg helst mig paa Vingerne svang;∪-∪∪-∪∪-
xJeg ved kun, at Nuet knuger mit Bryst∪-∪∪-∪-∪∪-
a60Og Stuen er mig for trang!»∪-∪-∪∪-
   
  
XVI
 
a«Jeg stod i Kunstens høie Helligdom, 
BEn aandig Klarhed over Blikket daler, 
a Fra Barmens Dyb en Røst forkynder som 
BCorregios fordum: «Ogsaa jeg er Maler!» 
   
A65Da var min Lod bestemt, min Higen stillet, 
bOg foran mig laa Livet lyst og rigt; 
ADet blev mit Kald jo, hvert et Sjælens Billed 
bAt klæde deiligt i et Farvedigt. 
   
AEn Fredens Aand er i mit Indre dalet; 
B70Nu fatter jeg tilfulde hvad jeg vil jo! 
AOg i min Kunstnerdrøm, som Idealet, 
BStaar først og fremst «Madonna» af Murillo. 
   
a Som han i et begeistret Øieblik 
BTil Tavlen fængsled sine Digtersyner, 
a75Saa vil jeg, med den Skaberhaand jeg fik, 
BI Farver tolke hvad i Aanden lyner!» 
   
  
XVII
 
x«Og der gik Dage og der gik Aar; –∪-∪-∪∪-∪-
ATil Kunsten jeg drømte mig viet;∪-∪∪-∪∪-∪
xNu er min gjøglende Drøm forbi, –∪-∪-∪∪-∪- & -∪∪-∪∪-∪-
A80Paa Loftet staar Staffeliet.∪-∪∪-∪-∪
   
xNu staar jeg der atter som gudsforladt,∪-∪∪-∪∪-∪-
AMin Livstraad er overklippet.∪-∪∪-∪-∪
xOg hvorfor? Fordi jeg uagtsomt greb∪-∪∪-∪∪-∪-
APaletten for Nøgleknippet.∪-∪∪-∪-∪
   
x85Gud ved, der var Billeder nok i min Sjæl,∪-∪∪-∪∪-∪∪-
A Kunstnerinde var jeg i Aanden;∪∪-∪-∪∪-∪
x Der mangled mig blot en eneste Ting, –∪-∪∪-∪-∪∪-
AMen det Ene var – Kunstnerhaanden. –∪∪-∪∪-∪-∪
   
xJeg ridser med Blyant et Vrag i Storm∪-∪∪-∪∪-∪-
A90Mellem rullende Havsensvover;∪∪-∪∪-∪-∪
xIfald jeg var Digter, jeg ridsed med Pen∪-∪∪-∪∪-∪∪-
AEn lyrisk Skitse derover.∪-∪-∪∪-∪
   
xMen midt i min Armod der gives en Trøst,∪-∪∪-∪∪-∪∪-
A Hvorved min Fortvivlelse tier;∪-∪∪-∪∪-∪
x95Den Trøst, der er Redningsplanken for mig∪-∪∪-∪-∪∪-
AOg andre Drømmegenier.∪-∪-∪∪-∪
   
x Erindringens Trøst med al sin Lyrik,∪-∪∪-∪-∪∪-
AOg Ret til poetisk Kvide;∪-∪∪-∪-∪
xSmukt har jeg drømt og er grusomt vakt,∪-∪-∪∪-∪- & -∪∪-∪∪-∪-
A100Saa har jeg vel Krav paa at lide.∪-∪∪-∪∪-∪
   
xOg derfor jeg sætter mig til og fra∪-∪∪-∪∪-∪-
AOg maler og drømmer og maler,∪-∪∪-∪∪-∪
xOg lider og mindes og stirrer imod∪-∪∪-∪∪-∪∪-
AMine gjøglende Idealer.»∪∪-∪∪-∪-∪
   
  
XVIII
 
A105Som Kunstnerinden hist i Billedsalen, 
bSaa har jeg ogsaa sværmet vildt og smukt, 
bOg spilet Digtervingerne til Flugt, 
AOg drømt en Bane gjennem Skyportalen. 
   
AAk, ogsaa jeg har fristet Flugtens Dalen; 
b110De sidste Vingeslag har Kraften slukt, – 
b Mit Foraars Fabelbog er læst og lukt, 
ANu har jeg Tid at grunde paa Moralen. 
   
C-cJeg vandrer i mit eget Galleri, 
DdHvor mine Tavler staa som Himmeldronningen,∪-∪-∪-∪-∪-∪∪
E115 Zigeunerdunkle, naar forbi jeg kommer. 
   
C-cOg som af Blomstens Saft den travle Bi 
DdTil Kubens Vinterforraad suger Honningen,∪-∪-∪-∪-∪-∪∪
ESaa suger ogsaa jeg min Livsvaars Blommer. 
   
  
XIX
 
AHvi har jeg aldrig følt min Evnes Knaphed, 
B120Naar Livets tamme Ænder flagred om mig? 
BHvor huul end deres Snadren forekom mig, 
ABegreb jeg dunkelt kun min egen Slaphed. 
   
A Jeg havde drømt om Ørnevingers Raphed, 
BOg mellem Ænderne tilkort dog kom jeg, 
B125Og Rendestenen tvang mig til en Omvei, 
ASaasnart kun Livets Gjæs jeg fløi omkap med. 
   
CHar jeg maaske en mere luftig Sfære 
dHvor mine Kræfter strække bedre til? – 
CNei, min Begeistring er en Sæbeblære, 
   
d130Og Poesiens Fond et Billedspil, 
EEn Haandfuld Brikker, Lemmer af Figurer, 
EHvis Sammenføining over min Natur er. 
   
  
XX
 
AaHvad gives vel i Verden mere latterligt∪-∪-∪-∪-∪-∪∪
bEnd Elegier over lyrisk Nød, 
b135Og Poesi, som er i Fødslen død, 
AaOg Klynk, at Hjertet kun paa Sorg og Nat er rigt?∪-∪-∪-∪-∪-∪∪
   
AaTro mig, Din Sangmø handled mere datterligt,∪-∪-∪-∪-∪-∪∪
bIfald Dig hun, lig Cimons Datter, bød 
bDet fulde Bryst, hvor Livets Kilder flød, 
Aa140Og nærte dig anstændigt og forfatterligt.∪-∪-∪-∪-∪-∪∪
   
cThi hvortil baader vel de glatte Vers, 
cAf Riim omslyngede paakryds og tvers, 
DIfald paa hule Klager de forødes? 
   
DAk, lad dem dø derinde, hvor de fødes! 
Ee145De er jo Døgnets Børn; og Formens Fagerhed∪-∪-∪-∪-∪-∪∪
EeFormaar kun slet at dølge Stoffets Magerhed!∪-∪-∪-∪-∪-∪∪
   
  
XXI
 
ASeil med Forstand; thi Digtersnekken krænger 
bVed mindste Pust af Livets Ironi, 
AHvis ud dit Nødsignal naivt du hænger, 
b150Og staar ved Roret uden Energi. 
   
AOg frygt kun ikke for at Klagen sprænger 
bDit Bryst, om ei den vorder løst og fri; 
bDet er jo Karret kun med Gjæring i, 
ASom for sin Overflod til Afløb trænger. 
   
C155 Men hvis den ædle Druesaft er runden, 
dOg Karret eier kun af Vinens Ild 
CDen tørre Bærme mugnende paa Bunden, 
   
dDa kan du lukke det hermetisk til, 
EOg lide paa, at det sit Indhold aver; 
E160Det sprænges ei; det falder blot i Staver. 
   
  
XXII
 
aMin Svartalf gjæster mig ved Dag og Nat, – 
BDog ikke meer jeg ræddes ved dens Komme; 
BNaivitetens Foraar er jo omme, 
aOg jeg begriber hvordan Alt er fat. 
   
B165Saa tro som Dragen under Fjeldets tomme 
aForladte Hvælving ruger paa sin Skat, 
BSaa freder Alfen om den sidste Blomme, 
aDer staar igjen forvildet og forladt. 
   
C Og Blommen er de ængstelige Tanker, 
d170Der vugge Sindet mellem Frygt og Haab, 
dOg vække Tvivl og Tro paa Kaldets Daab. 
   
eDen slynger sig omkring min golde Sjæl, 
CSaa kjærligt som de foraarsfriske Ranker 
ePaa Sydens Viinbjerg om en rodløs Pæl. 
   
  
XXIII
 
a175I Haven udenfor mit Vindu stod 
BEt Æbletræ med blomsterfyldte Grene, 
BDer sang en liden Fugl for mig alene 
aOm Livets Herlighed og Overflod. 
   
aNu raadne Blomsterne ved Træets Rod, 
B180Dets Blade rasle mellem Grus og Stene; 
BEn Stormdag rev dem bort fra Livets Scene, 
aOg Foraarssangeren sit Ly forlod. 
   
CNu har jeg Høst forinden og foruden; 
CDen blege Riimblomst tegnet staar paa Ruden, 
D185Jeg knuger isnende mod den min Tinding. 
   
DOg hvad besidder jeg som Savnets Lindring? 
EEt visnet Mindeblad, en Stump Erindring; 
EDet er det Hele, – det er Livets Vinding! 
   

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her