I Billedgalleriet
Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||||||
I Billedgalleriet
Versetype: | strofisk femfotsjambisk sonettgruppe | ||
Rimskjema: | r|R | ||
Metrisk formel: | bi '10|'11 |
I | |||
a | Der boer en hæslig Svartalf i mit Bryst, | ||
B | Som stundom gjæster mig i onde Timer, | ||
a | I Eensomhed, som midt i Livets Lyst – | ||
B | Naar vaagende jeg drømmer eller rimer. | ||
a | 5 | Og naar den hvisker, om end nok saa tyst, | |
B | Det er mig som en Dødningklokke kimer, – | ||
a | Som havde mig en gravkold Læbe kyst, – | ||
B | Thi efter Svartalfskik den heel sublim er: | ||
c | «Begriber Du ei selv», den hvisker fult, – | ||
D | 10 | «Hvor den er indholdsløs, den hele Færden; | |
D | At Du har tabt din Tro paa Gud og Verden? | ||
c | Og kan du ei forstaa, dit Bryst er hult, | ||
E | Dit Ideal en Lygtmand i det Fjerne, | ||
E | Dit Maal et Stjerneskud – og ei en Stjerne?» | ||
II | |||
a | 15 | «Dit Indre er som Bakkehældets Bæk, | |
B | Hvor Kiselstenen ligger tør paa Bunden | ||
B | Fordi den sidste Bølge alt er runden, | ||
a | Mens al din Sangerkraft med den er væk. | ||
B | Og naar Du troer at nynne gjennem Lunden, | ||
a | 20 | Saa er det ei din Bølge mild og kjæk, | |
a | (Den havde Blomsten lyttet til med Skræk | ||
B | Og dog med Længsel, af den Klang omvunden.) | ||
C | Nei, det er kun de tørre Vindfaldsgrene, | ||
d | Som Efteraarets Blæst har hvirvlet ned | ||
C | 25 | I Elveleiet mellem golde Stene, – | |
E | Og naar den friske Strøm med Jubel risler, | ||
d | Og Du vanvittigt troer at synge med, – | ||
E | Da er det kun det brune Løv som hvisler!» | ||
III | |||
A | «Og bild for Alting ei Dig ind at Flommen | ||
b | 30 | I Høst og Vaar forandrer din Natur; | |
b | Du blier jo ligefuldt en stenet Ur, | ||
A | Naar din normale Tid igjen er kommen! – | ||
A | Ak, skal Du vente paa Begeistringstrommen, | ||
b | For kjækt at storme mod dit Fængsels Muur, | ||
b | 35 | Da er det bedre, at du bliver stuur, | |
A | Og kun spagfærdigt knytter Haand i Lommen! – | ||
C | Taus svømmer Svanen til den døer, – men klangfuld | ||
D | Blier Stemmen, naar den skal sin Sjæl udaande; | ||
D | Ak ja! hvad mægter ikke Dødsens Vaande! | ||
C | 40 | Men vil Du derfor kalde den en Sangfugl? | |
E | Vid, Livsforliset satte den i Flamme, | ||
E | Og husk, en Ruus formaar hos dig det Samme!» | ||
IV | |||
A | Jeg stod en Morgenstund i Galleriet | ||
B | Og drak Begeistring af den rige Kilde, | ||
A | 45 | Som Kunstens høie Fædre havde viet | |
B | Til uforkrænkligt Liv med Hænder milde. | ||
B | Hvor er ei Sjælen let og Sindet stille! | ||
A | Det er som alle Storme havde tiet, | ||
A | Det er som alle Bølger havde biet | ||
B | 50 | I deres Flugt, og blidt mod Stranden trille! | |
C | Hvad er hiin Stilhed vel i Kirkens Haller, | ||
D | Hvor Menigheden triner ind, andægtig | ||
E | Som det sig hør og bør i Herrens Tempel, | ||
C | Mod denne Stilhed, der som Duggen falder | ||
E | 55 | Paa Sindet her, hvor Aanden har sit Stempel | |
D | Sat paa hver Tavle evigstærk og mægtig? | ||
V | |||
A | Hvad er det, som beruser mig saa mægtigt | ||
B | Imellem disse Evighedens Værker? | ||
B | Er det de store Navne, jeg bemærker, – | ||
A | 60 | Hvad heller Farvespillet mildt og prægtigt? | |
A | Nei, hvad mig griber kjærnefuldt og vægtigt | ||
B | Er Tanken, at min Sjæl endnu saa stærk er, | ||
B | At den har Haab og Tro trods alle Klærker, – | ||
A | En Sats, som tidtnok klang mig selv fordægtigt. | ||
c | 65 | Ja her jeg føler, at i mig er Gud; | |
D | Thi jeg formaar at gribes og beruses | ||
c | Ved Skjønhedstanken, der er foldet ud. | ||
E | Jeg skuer Gudsideen klar og plastisk; | ||
E | Se! derfor svulmer og min Sjæl elastisk, | ||
D | 70 | Og Tvivlens Dæmon i mit Indre knuses! | |
VI | |||
A | Corregios «Nat!» med dine Helgenstraaler, | ||
b | Hvor har Du drysset Dagglands i mit Sind! | ||
b | Jeg stirret har i Dunkelheden ind | ||
A | Saa dybt, som noget jordisk Øie taaler. | ||
b | 75 | Mig griber Angsten paa Marias Kind | |
A | Mens hun sin Fryd og Ve i Tanken maaler, – | ||
A | Jeg deler Mohrens Bøn, mens rige Skaaler | ||
b | Han rækker Barnet af dets Lyshav blind. | ||
C | Og Stjernen, som de fromme Hyrder skimted, – | ||
D | 80 | Der peged did, hvor Frelseren var stegen | |
E | Som Menneske fra Himlen ned til Jorden, – | ||
C | Se, den har og for mig i «Natten» glimtet, | ||
D | Min Frygt er kuet og min Tvivl er vegen, | ||
E | Den skjønne Mythe er til Sandhed vorden! | ||
VII | |||
A | 85 | Og Rafaels «Sixtinske Jesu-Moder» | |
B | Med Frelserbarnet mellem sine Hænder, | ||
B | Imedens Himmelen sin Hvælving spænder | ||
A | Om Tusinder af milde Engleho’der! – | ||
B | Og saa den trivelige Nederlænder, | ||
A | 90 | Som sidder veltilmode i sin Bod, der | |
B | Til Overflod er fuld af døde Ænder, | ||
A | Og Gjæs og Høns og andre Verdens Goder! | ||
C | Den Ene overskygger ei den Anden: | ||
C | Violen kan jo dog med Tulipanen | ||
D | 95 | Forliges nok saa godt i en Bouket; | |
D | Og tør da ikke jeg i en Sonnet, | ||
E | Som Anemonen med den gyldne Iris, | ||
E | Forbinde Rafael med Jan van Mieris? – | ||
VIII | |||
A | Thi mindes skal Du, at i Kunstens Rige, | ||
b | 100 | Der er det ene Formen som har Rang; | |
A | Hvis Du vil dømme Skaldens Tonestige, | ||
b | Saa hør hvorledes, ikke hvad han sang. | ||
A | Hvad Kunstneren har tænkt vil Intet sige, – | ||
b | Lad da Ideen gaae sin egen Gang; | ||
A | 105 | Det hjalp kun lidt mod Himmelen at hige, | |
b | Hvis ei paa stærke Vinger Du Dig svang; | ||
c | Ja Formen, Formen kun i Et og Alt | ||
D | Formaar at adle Kunstneraandens Foster | ||
c | Og stemple det som stort og genialt; | ||
D | 110 | Ja, Formen hylder jeg hvad end det koster! | |
E | Begribeligt! thi, tab det ei af Sigte: | ||
E | Ved Formen blive mine Vers til Digte! | ||
IX | |||
A | Og hvorfor skal da vi Poeter rave | ||
b | Med øllet Hjerne om Ideens Baal, | ||
A | 115 | Og blindt afsted paa Versefødder trave | |
b | En Hestelængde foran Tankens Maal? | ||
A | Se, Kunsten er jo dog en Strudsemave, | ||
b | Der døier Alting, Selv Granit og Staal, – | ||
b | Og Du kan fodre den med Grød og Kaal, | ||
A | 120 | Som med den gyldne Frugt fra Edens Have. | |
C | Og hvortil da de overstemte Toner, | ||
C | Og denne Sværmen-om i Regioner, | ||
D | Hvor Vingen brister og hvor Stemmen svigter; | ||
e | Istedetfor at slaae i Jorden Rod, | ||
e | 125 | Og skabe Billeder med Kjød og Blod | |
D | Fra Hverdagslivet, som Stillebens-Digter? | ||
X | |||
A | De stille Morgentimer er tilende, | ||
B | Og jeg er vakt af mine Drømmes Dvale, – | ||
B | Thi broget bølge gjennem alle Sale | ||
A | 130 | Besøgende hvorhen jeg vil mig vende. | |
A | Og Recensioner mine Sandser blænde; | ||
B | Jeg føler mig som Vaarens første Svale | ||
B | Idet den atter gjæster Hjemmets Dale | ||
A | Men endnu ikke kan sin Rede kjende: | ||
C | 135 | Jeg skued Alting i Morganataage; | |
C | Nu kritiseres her fra alle Kroge | ||
D | Saa det tilsidst mig Sind og Syn forvilder. | ||
E | Hvad maa dog ei et Digterhjerte døie! | ||
E | Ak, hvilken Marter for et lyrisk Øie, | ||
D | 140 | Naar det skal skjærpes ved Kritikens Briller! | |
XI | |||
A | Og mellem Klyngerne Repræsentanter | ||
B | For alslags Kunstbegeistring er tilstede; | ||
B | Her En, som fægter i æsthetisk Hede, | ||
A | Fordi han selv har Rang blandt Dilettanter, | ||
A | 145 | Og der en Anden, hvis Begeistring skranter, | |
B | Fordi den fostredes af Livets Lede, | ||
B | Og derfor trænger til lidt lunken Væde, | ||
A | Dugperlens Surrogat for Potteplanter. | ||
C | Og hist en Tredie med aabne Øren, – | ||
C | 150 | Det ene Ind- det andet Udgangsdøren | |
d | For hele Skarens klingende Kritik; | ||
d | Han lytter stille, med opmærksomt Blik, | ||
E | Er ganske enig med dem Allesammen, | ||
E | Og spør’ tilsidst hvad Prisen er – paa Rammen. | ||
XII | |||
A | 155 | Men i den indre Sal, hvor Dagen falder | |
B | Med dæmpet Lysning gjennem Vindvets Bue, | ||
B | Hvor Spaniens høie Mesterværker skue | ||
A | Zigeunerdunkle gjennem Seclers Alder, – | ||
A | Der klinger ei det kritiske Rabalder, | ||
B | 160 | Der brænder ene Kunstnerdrømmens Lue | |
A | Saa tyst som Kjærten, der til Andagt kalder | ||
B | Ved Korsets Tegn i Katholikens Stue. | ||
B | Thi for Murillos høie Himmelfrue | ||
C | Der sidder tankefuld en Kunstnerinde | ||
C | 165 | I stum Beskuen af sit Fortidsminde; | |
B | Og hendes Sjæl sig svinger som en Due, – | ||
D | Vi følge den paa Versets lette Vinger, | ||
D | Lad se, om Fredens Olieblad den bringer! | ||
I Billedgalleriet
Versetype: | strofisk 1: folkevisevers, 2: Heinestrofe, 3: folkevisevers, 4: femfotsjambe, 5: folkevisevers, 6: femfotsjambisk sonettgruppe | ||
Rimskjema: | 1: var (a b)², 2: (A b)², 3: (x a)², 4: var (a b)², 5: (x A)², 6: r|R|Rr | ||
Metrisk formel: | 1: bi+ ('7 '8)² | ('8 '7)², '2: bi+ ('7 '6)², '3: bi+ ('8 '6)², '4: bi '10|'11, '5: bi+ ('8 '7)², '6: bi '10|'11 |
XIII | |||
a | «Min Barndoms Eden blev lukket og stængt, | ∪-∪-∪∪-∪∪- | |
B | Og jeg stod udenfor Gjærdet; | ∪-∪-∪∪-∪ & -∪∪-∪∪-∪ | |
a | Min Confirmationsdragt paa Væggen hængt, – | ∪-∪∪-∪∪-∪- & ∪∪-∪-∪∪-∪- | |
B | Ak, det var Ceruben med Sverdet! | ∪-∪∪-∪∪-∪ & ∪∪-∪-∪∪-∪ | |
A | 5 | Og henover alle de smukke | ∪∪-∪-∪∪-∪ & ∪-∪∪-∪∪-∪ |
b | Blomster gik Tidens Plov og Harv; | -∪∪-∪-∪- | |
A | Min sidste kjæreste Dukke | ∪-∪-∪∪-∪ | |
b | Gik til mine Søskend’ i Arv. | -∪-∪-∪∪- | |
a | Min egen Verden mig havde forstødt, | ∪-∪-∪∪-∪∪- | |
B | 10 | Og foran mig laa en fremmed; | ∪-∪∪-∪-∪ |
a | Dens Væsen tyktes mig huult og dødt, | ∪-∪-∪∪-∪- | |
B | Jeg higed tilbage mod Hjemmet. | ∪-∪∪-∪∪-∪ | |
A | Jeg dukked mig ned som Svalen | ∪-∪∪-∪-∪ | |
b | I Drømmenes stille, dyssende Sø. | ∪-∪∪-∪-∪∪- | |
A | 15 | I vække mig ei af Dvalen, – | ∪-∪∪-∪-∪ |
b | Deroppe maatte jeg dø!» | bi- ∪-∪-∪-- & 6 ∪-∪-∪∪- & 6 -∪∪-∪∪- | |
XIV | |||
A | «Dengang jeg gik i Skolen, | ∪-∪-∪-∪ | |
b | Var Mod nok i mit Sind, | ∪-∪-∪- | |
A | Saalænge til Aftensolen | ∪-∪∪-∪-∪ | |
b | 20 | Var dalet bag Fjeldets Tind; | ∪-∪∪-∪- |
A | Men sænkte sig Nattens Skygge | ∪-∪∪-∪-∪ | |
b | Henover Aas og Myr, | ∪-∪-∪- | |
A | Saa kom de Spøgelser stygge | ∪-∪-∪∪-∪ | |
b | Fra Ammens Eventyr. | ∪-∪-∪- | |
A | 25 | Og hvis jeg lukked Øiet, | ∪-∪-∪-∪ |
b | Da drømte jeg Saamangt, | ∪-∪-∪- | |
A | Og alt mit Mod var fløiet – | ∪-∪-∪-∪ | |
b | Gud vide maa hvorlangt! | ∪-∪-∪- | |
A | Nu er der en Forandring | ∪-∪-∪-∪ | |
b | 30 | Med Alting i mit Sind; | ∪-∪-∪- |
A | Nu gaar mit Mod paa Vandring | ∪-∪-∪-∪ | |
b | Ved Morgensolens Skin. | ∪-∪-∪- | |
A | Nu er det Dagens Trolde, | ∪-∪-∪-∪ | |
b | Nu er det Livets Larm, | ∪-∪-∪- | |
A | 35 | Som drysser alle de kolde | ∪-∪-∪∪-∪ |
b | Rædsler i min Barm. | -∪-∪- | |
A | Men sidder jeg bag Fligen | ∪-∪-∪-∪ | |
b | Af Nattens lune Slør, | ∪-∪-∪- | |
A | Da vaagner al min Higen | ∪-∪-∪-∪ | |
b | 40 | Saa ørnedjærv som før. | ∪-∪-∪- |
A | Jeg trodser Hav og Flammer, | ∪-∪-∪-∪ | |
b | Jeg seiler som Falk i Sky, | ∪-∪∪-∪- | |
A | Og glemmer Angst og Jammer – | ∪-∪-∪-∪ | |
b | Til næste Morgengry.» | ∪-∪-∪- | |
XV | |||
x | 45 | «Det er mig for lummert i Dalens Dyb, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
a | I Stuen det er mig for trangt; | ∪-∪∪-∪∪- | |
x | Ak, havde jeg Vinger, jeg fløi afsted, | ∪-∪∪-∪∪-∪- | |
a | Jeg ved ikke selv hvorlangt! | ∪-∪∪-∪- | |
x | Ak, havde jeg Vinger, jeg fløi afsted – | ∪-∪∪-∪∪-∪- | |
a | 50 | Der maa jo dog gives en Kyst | ∪-∪∪-∪∪- |
x | Med lægende Urter mod Længselens Gift | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- | |
a | I dette urolige Bryst. | ∪-∪∪-∪∪- | |
x | Se, Søsvalen stævner jo vidt over Hav, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- | |
a | Den finder sig dog tilsidst | ∪-∪∪-∪- | |
x | 55 | En Revne, hvortil dens mødige Fod | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
a | Kan klamres en stakket Frist. | ∪-∪∪-∪- | |
x | Jeg ved ikke selv, om til Vest eller Øst | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- | |
a | Jeg helst mig paa Vingerne svang; | ∪-∪∪-∪∪- | |
x | Jeg ved kun, at Nuet knuger mit Bryst | ∪-∪∪-∪-∪∪- | |
a | 60 | Og Stuen er mig for trang!» | ∪-∪-∪∪- |
XVI | |||
a | «Jeg stod i Kunstens høie Helligdom, | ||
B | En aandig Klarhed over Blikket daler, | ||
a | Fra Barmens Dyb en Røst forkynder som | ||
B | Corregios fordum: «Ogsaa jeg er Maler!» | ||
A | 65 | Da var min Lod bestemt, min Higen stillet, | |
b | Og foran mig laa Livet lyst og rigt; | ||
A | Det blev mit Kald jo, hvert et Sjælens Billed | ||
b | At klæde deiligt i et Farvedigt. | ||
A | En Fredens Aand er i mit Indre dalet; | ||
B | 70 | Nu fatter jeg tilfulde hvad jeg vil jo! | |
A | Og i min Kunstnerdrøm, som Idealet, | ||
B | Staar først og fremst «Madonna» af Murillo. | ||
a | Som han i et begeistret Øieblik | ||
B | Til Tavlen fængsled sine Digtersyner, | ||
a | 75 | Saa vil jeg, med den Skaberhaand jeg fik, | |
B | I Farver tolke hvad i Aanden lyner!» | ||
XVII | |||
x | «Og der gik Dage og der gik Aar; – | ∪-∪-∪∪-∪- | |
A | Til Kunsten jeg drømte mig viet; | ∪-∪∪-∪∪-∪ | |
x | Nu er min gjøglende Drøm forbi, – | ∪-∪-∪∪-∪- & -∪∪-∪∪-∪- | |
A | 80 | Paa Loftet staar Staffeliet. | ∪-∪∪-∪-∪ |
x | Nu staar jeg der atter som gudsforladt, | ∪-∪∪-∪∪-∪- | |
A | Min Livstraad er overklippet. | ∪-∪∪-∪-∪ | |
x | Og hvorfor? Fordi jeg uagtsomt greb | ∪-∪∪-∪∪-∪- | |
A | Paletten for Nøgleknippet. | ∪-∪∪-∪-∪ | |
x | 85 | Gud ved, der var Billeder nok i min Sjæl, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
A | Kunstnerinde var jeg i Aanden; | ∪∪-∪-∪∪-∪ | |
x | Der mangled mig blot en eneste Ting, – | ∪-∪∪-∪-∪∪- | |
A | Men det Ene var – Kunstnerhaanden. – | ∪∪-∪∪-∪-∪ | |
x | Jeg ridser med Blyant et Vrag i Storm | ∪-∪∪-∪∪-∪- | |
A | 90 | Mellem rullende Havsensvover; | ∪∪-∪∪-∪-∪ |
x | Ifald jeg var Digter, jeg ridsed med Pen | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- | |
A | En lyrisk Skitse derover. | ∪-∪-∪∪-∪ | |
x | Men midt i min Armod der gives en Trøst, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- | |
A | Hvorved min Fortvivlelse tier; | ∪-∪∪-∪∪-∪ | |
x | 95 | Den Trøst, der er Redningsplanken for mig | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
A | Og andre Drømmegenier. | ∪-∪-∪∪-∪ | |
x | Erindringens Trøst med al sin Lyrik, | ∪-∪∪-∪-∪∪- | |
A | Og Ret til poetisk Kvide; | ∪-∪∪-∪-∪ | |
x | Smukt har jeg drømt og er grusomt vakt, | ∪-∪-∪∪-∪- & -∪∪-∪∪-∪- | |
A | 100 | Saa har jeg vel Krav paa at lide. | ∪-∪∪-∪∪-∪ |
x | Og derfor jeg sætter mig til og fra | ∪-∪∪-∪∪-∪- | |
A | Og maler og drømmer og maler, | ∪-∪∪-∪∪-∪ | |
x | Og lider og mindes og stirrer imod | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- | |
A | Mine gjøglende Idealer.» | ∪∪-∪∪-∪-∪ | |
XVIII | |||
A | 105 | Som Kunstnerinden hist i Billedsalen, | |
b | Saa har jeg ogsaa sværmet vildt og smukt, | ||
b | Og spilet Digtervingerne til Flugt, | ||
A | Og drømt en Bane gjennem Skyportalen. | ||
A | Ak, ogsaa jeg har fristet Flugtens Dalen; | ||
b | 110 | De sidste Vingeslag har Kraften slukt, – | |
b | Mit Foraars Fabelbog er læst og lukt, | ||
A | Nu har jeg Tid at grunde paa Moralen. | ||
C-c | Jeg vandrer i mit eget Galleri, | ||
Dd | Hvor mine Tavler staa som Himmeldronningen, | ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ | |
E | 115 | Zigeunerdunkle, naar forbi jeg kommer. | |
C-c | Og som af Blomstens Saft den travle Bi | ||
Dd | Til Kubens Vinterforraad suger Honningen, | ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ | |
E | Saa suger ogsaa jeg min Livsvaars Blommer. | ||
XIX | |||
A | Hvi har jeg aldrig følt min Evnes Knaphed, | ||
B | 120 | Naar Livets tamme Ænder flagred om mig? | |
B | Hvor huul end deres Snadren forekom mig, | ||
A | Begreb jeg dunkelt kun min egen Slaphed. | ||
A | Jeg havde drømt om Ørnevingers Raphed, | ||
B | Og mellem Ænderne tilkort dog kom jeg, | ||
B | 125 | Og Rendestenen tvang mig til en Omvei, | |
A | Saasnart kun Livets Gjæs jeg fløi omkap med. | ||
C | Har jeg maaske en mere luftig Sfære | ||
d | Hvor mine Kræfter strække bedre til? – | ||
C | Nei, min Begeistring er en Sæbeblære, | ||
d | 130 | Og Poesiens Fond et Billedspil, | |
E | En Haandfuld Brikker, Lemmer af Figurer, | ||
E | Hvis Sammenføining over min Natur er. | ||
XX | |||
Aa | Hvad gives vel i Verden mere latterligt | ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ | |
b | End Elegier over lyrisk Nød, | ||
b | 135 | Og Poesi, som er i Fødslen død, | |
Aa | Og Klynk, at Hjertet kun paa Sorg og Nat er rigt? | ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ | |
Aa | Tro mig, Din Sangmø handled mere datterligt, | ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ | |
b | Ifald Dig hun, lig Cimons Datter, bød | ||
b | Det fulde Bryst, hvor Livets Kilder flød, | ||
Aa | 140 | Og nærte dig anstændigt og forfatterligt. | ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ |
c | Thi hvortil baader vel de glatte Vers, | ||
c | Af Riim omslyngede paakryds og tvers, | ||
D | Ifald paa hule Klager de forødes? | ||
D | Ak, lad dem dø derinde, hvor de fødes! | ||
Ee | 145 | De er jo Døgnets Børn; og Formens Fagerhed | ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ |
Ee | Formaar kun slet at dølge Stoffets Magerhed! | ∪-∪-∪-∪-∪-∪∪ | |
XXI | |||
A | Seil med Forstand; thi Digtersnekken krænger | ||
b | Ved mindste Pust af Livets Ironi, | ||
A | Hvis ud dit Nødsignal naivt du hænger, | ||
b | 150 | Og staar ved Roret uden Energi. | |
A | Og frygt kun ikke for at Klagen sprænger | ||
b | Dit Bryst, om ei den vorder løst og fri; | ||
b | Det er jo Karret kun med Gjæring i, | ||
A | Som for sin Overflod til Afløb trænger. | ||
C | 155 | Men hvis den ædle Druesaft er runden, | |
d | Og Karret eier kun af Vinens Ild | ||
C | Den tørre Bærme mugnende paa Bunden, | ||
d | Da kan du lukke det hermetisk til, | ||
E | Og lide paa, at det sit Indhold aver; | ||
E | 160 | Det sprænges ei; det falder blot i Staver. | |
XXII | |||
a | Min Svartalf gjæster mig ved Dag og Nat, – | ||
B | Dog ikke meer jeg ræddes ved dens Komme; | ||
B | Naivitetens Foraar er jo omme, | ||
a | Og jeg begriber hvordan Alt er fat. | ||
B | 165 | Saa tro som Dragen under Fjeldets tomme | |
a | Forladte Hvælving ruger paa sin Skat, | ||
B | Saa freder Alfen om den sidste Blomme, | ||
a | Der staar igjen forvildet og forladt. | ||
C | Og Blommen er de ængstelige Tanker, | ||
d | 170 | Der vugge Sindet mellem Frygt og Haab, | |
d | Og vække Tvivl og Tro paa Kaldets Daab. | ||
e | Den slynger sig omkring min golde Sjæl, | ||
C | Saa kjærligt som de foraarsfriske Ranker | ||
e | Paa Sydens Viinbjerg om en rodløs Pæl. | ||
XXIII | |||
a | 175 | I Haven udenfor mit Vindu stod | |
B | Et Æbletræ med blomsterfyldte Grene, | ||
B | Der sang en liden Fugl for mig alene | ||
a | Om Livets Herlighed og Overflod. | ||
a | Nu raadne Blomsterne ved Træets Rod, | ||
B | 180 | Dets Blade rasle mellem Grus og Stene; | |
B | En Stormdag rev dem bort fra Livets Scene, | ||
a | Og Foraarssangeren sit Ly forlod. | ||
C | Nu har jeg Høst forinden og foruden; | ||
C | Den blege Riimblomst tegnet staar paa Ruden, | ||
D | 185 | Jeg knuger isnende mod den min Tinding. | |
D | Og hvad besidder jeg som Savnets Lindring? | ||
E | Et visnet Mindeblad, en Stump Erindring; | ||
E | Det er det Hele, – det er Livets Vinding! | ||